Kom og vær med!

MakerSpace kultur er meget mere end bare et "space" et rum: Det er en indstilling til teknologi som fordrer kritisk tænkning, problemløsning, kreativitet, kommunikation og samarbejde. DIY - "Do It Yourself" har haft sin storhedstid, nu er det DIT - "Do It Together"! (o:

Kom og vær med - Gerne som aktør! - Kan du igangsætte et workshop i et emne du brænder for, lægger vi lokaler, forplejning og relaterede udstillinger og/eller aktiviteter til!

MakerSpace kulturen er måske et nyt fænomen for mange så kort defineret drejer det sig om at skabe rum for eksperimenteren med teknologi og læring - i ordets bredest mulige forstand!

De store forkromede visioner der kunne ligge til grund for ønsket om at skabe en MakerSpace kultur; kunne være at opgøde en kultur hvor teknologi var noget man havde magt over, og ikke omvendt. - Og i sidste ende måske gøde en kultur af entreprenører, der tager deres skæbne i egen hånd! (o:


Vi står ved en skillevej – Hvis vi ikke tager de digitale værktøjer til os og i det hele taget får fod på teknologien, bliver den danske befolkning i værste fald forvandlet til en konform, hjælpeløs forbrugerskare som er afhængig af andres innovation!

Spejderbevægelsen har fat i noget af det rigtige: Gennem leg lærer børnene at tage vare på sig selv og hinanden, samtidig med at de lærer at de af egen kraft kan skabe nyttige redskaber ude i naturen og på den måde overleve. Makerbevægelsen, som er bibliotekernes bud på hvordan vi gør borgerne klar til fremtidens udfordringer fordrer netop: Kritisk tænkning, problemløsning, kreativitet, kommunikation og samarbejde – egenskaber der sættes stor pris på, på det moderne arbejdsmarked.

I uge 17 vil vi på LollandBibliotekerne tage hul på makerkulturen i et forsøg på at finde ud af om det er noget der kan finde resonansrum i den lokale befolkning.

Vi vil dels byde på 5 introduktioner til noget af den centrale teknologi man roder med i makerspaces, og dels indbyde eksterne aktører med interesse i nye formidlingsformer til at være med i løbet af ugen, med egne oplæg og workshops. På bagsiden ser Du skemaet for ugen, med de punkter der foreløbig er kommet programmet!  - Der er masser af plads til Dig også!! (o:

I betænksomme øjeblikke kan projektet her godt virke som lidt af en dødsejler fordi det ikke har den store brede appel, men citater som dette fra rapporten "Folkebibliotekernes Samfundsøkonomiske Værdi", gør det hele umagen værd: "Ideen er, at man ikke skal styre enere, men i stedet give dem et rum, der giver dem et nyt perspektiv på tilværelsen. Det er netop det bibliotekerne gør, ved at skabe et fysisk rum, hvor "supernørder" har plads til at udvikle deres egenskaber. De bliver ikke sociale tilfælde, men i stedet enere, såsom superprogrammører, der kan udvikle det næste Skype."

- Så spørger Du måske hvor mange af disse enere der findes på Lolland, og dertil vil Jeg sige at det da er en smuk historie om eneren, men i sidste ende er vi alle alene og rummet som kan give nye perspektiver på tilværelsen kan være nyttigt for alle i forskellige faser af livet! Endelig er makerkulturen jo lang hen ad vejen et modspil til eneren, hvor han eller hun jo må lære at begå sig i sociale sammenhænge, hvor der bliver skabt noget i fællesskab!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar